BA
DKBosanskohercegovačka poezija
Iz moje kuće raste drvo
Iz: Raskoš, hladna mjesečina (2002)
Iz moje kuće raste drvo.
Iz moje kuće bez krova
već sedam godina raste drvo.
Iz moje kuće raste mrak,
raste veliki gusti mrak.
Mrak dug sedam godina,
sedam biblijskih godina.
Iz moje kuće raste drvo.
U krošnju nejaka drveta
uselio se vjetar, uselila se
studen, uselila se zebnja iz
posljednje molitve moje majke.
U krošnju nejaka drveta uselilo
se čekanje, čekanje zeleno
kao trava na njezinoj humci.
A nas nema. Nas nema.
kuće naše nema.
Sedam godina, sedam dugih
biblijskih godina.
Hod na prstima
Iz: Dnevnik melankolije (2008)
Ništa mi u djetinjstvu
nije bilo tako veliko i
teško kao crkvena vrata,
ništa nedokučivo kao
kvaka na njima,
taj put do Boga u
njegovoj dalekoj utvrdi s
malom titrajućom svjetlosti.
I koliko god se trudio
uvijek je tu trebala
i majčina ruka.
Osim nje, sjećam se još
njezina glasa koji je
stišavala na ulazu
u crkvu, ali i hoda
na vrhovima prstiju.
Tako je bila tiha još
jedino kad je ulazila
u sobu u kojoj je,
umoran od teška rada,
spavao moj otac.
Franjo Likar (1928–2023): Instalacija / InstallationLjubičasti menuet
Iz: Sjene, sve dulje (2012)
Kad umiru boje, najdulje
se opire ljubičasta. Sjetna,
zaigrana, titra, skriva se.
Tko zna je li uopće boja?!
Možda samo zavjesa između
ovdje i nigdje. Paučina?
Kad umiru riječi,
zadnja umire – majka.
Opire se ljubavlju koja
nam pomaže proći kroz
zavjesu. Ljubičastu!
Ljubav protiv smrti – varka
zbog koje postoji ljubičasto.
Pokušaj pogodbe sa smrti
Iz: Sjene, sve dulje (2012)
Čak je i Bog otpočinuo sedmi dan,
jedino ona nema neradni dan. Smrt!
Nikako da otpočine, da ode na izlet,
na zabavu, u svatove, zaigra se karata
u staračkom domu. Nikako da zaluta,
ogladni, zapije se, zaboravi se s djecom
u prašini, da prespava loš kišni dan ili
bolesna koji dan odleži uz tople čajeve.
Čak je i Bog otpočinuo sedmi dan.
Hej, smrti, budi mi danas ljubavnica,
danas ne idi nikamo, zaboravi na sve,
ne idi iz moga kreveta. Budi zaboravna
bestidnica! Ne idi, čak i ako ću te
razočarati, ja loš ljubavnik i loš
smrtnik oduvijek. Pa, možeš to
sebi barem jednom dopustiti.
Željko Ivanković
Fotografija autora: Roni Brmalj
Bosnisk-hercegovinsk poesi
Ett träd växer ur mitt hus
Från: Raskoš, hladna mjesečina / Överflöd, kallt månsken (2002)
Ett träd växer ur mitt hus.
Ett träd växer under sju år
ur mitt hus utan tak.
Ur mitt hus växer mörkret,
växer ett stort förtätat mörker.
Mörkret är sju år långt,
sju bibliska år långt.
Ett träd växer ur mitt hus.
I det späda trädets krona
har vinden flyttat in, kylan flyttat in
oron från mors sista bön flyttat in.
Väntan flyttade in i trädets späda krona,
en väntan så grön
som gräset på hennes gravkulle.
Och vi är borta. Vi är borta.
Vårt hus är borta.
Sju år, sju långa
bibliska år.
Att gå på tå
Från: Dnevnik melankolije / Melankolins dagbok (2008)
Ingenting i min barndom
var så stort
och tungt som kyrkdörren,
ingenting så outgrundligt
som dess dörrvred,
vägen in till Gud
i hans avlägsna fästning
med dess små fladdrande ljus.
Och hur jag än försökte,
behövde jag alltid
min mors hand.
Dessutom minns jag
hennes röst
hon sänkte den
när hon gick in i kyrkan,
hur hon gick på tå.
Enda andra gången
hon var så tyst
var när hon kom in i rummet
där far sov
trött av hårt arbete.
Nikola Njirić (1921–2002): Ptica / Fågel (1999)Lila menuett
Från: Sjene, sve dulje / Skuggorna blir längre (2012)
När färgerna dör bort, är motståndet
hos lila störst. Sorgsen,
lekfull, darrande, den gömmer sig.
Är den ens en färg?!
Kanske bara ett skynke mellan
här och inget. Ett spindelnät?
När ord dör bort,
dör också det sista – mor.
Med kärleken som motstånd
hjälper den oss genom
ridån. Den lila!
Kärleken mot döden – villan
som gör att det finns lila.
Ett försök till uppgörelse med döden
Från: Sjene, sve dulje / Skuggorna blir längre (2012)
Till och med Gud vilade den sjunde dagen,
men hon tar ingen ledig dag. Döden!
Hon får ingen vila, kan inte resa bort,
gå på fest, eller bröllop, eller spela kort
på ett ålderdomshem. Hon kan inte gå vilse,
bli hungrig, fyllna till, glömma sig med barnen
i smutsen, sova sig genom en regnig dag
eller bädda ner sig med varmt te när hon är sjuk.
Till och med Gud vilade på den sjunde dagen.
Kom död, var min älskarinna idag,
gå ingen annanstans idag, glöm allt annat,
lämna inte min säng. Var en glömsk,
oanständig kvinna! Stanna hos mig, även om jag
gör dig besviken, jag är en undermålig älskare
och ständigt en dålig och dödlig människa. Men,
tillåt dig det, åtminstone denna gång.
Željko Ivanković
Översatt från kroatiska av Haris Tucaković och Freke Räihä
Författarfoto av Roni Brmalj
Bosnisk-hercegovinsk poesi
Et træ vokser ud af mit hus
Fra: Raskoš, hladna mjesečina / Overflod, koldt måneskin (2002)
Et træ vokser ud af mit hus.
Et træ er i syv år vokset
ud af mit tagløse hus.
Der vokser mørke fra mit hus,
der vokser et stort, tæt mørke.
Et mørke, syv år langt,
syv bibelske år.
Et træ vokser ud af mit hus.
Vinden er flyttet ind i kronen
på det skrøbelige træ, kulden
er flyttet ind, angsten fra
min mors sidste bøn er flyttet ind.
En venten er flyttet ind i kronen
på det spinkle træ, en venten, grøn
som græsset på hendes gravhøj.
Og vi er væk. Vi er væk.
Vores hus er også væk.
Syv år, syv lange
bibelske år.
At gå på tæer
Fra: Dnevnik melankolije / Melankoliens dagbog (2008)
Intet i min barndom
var så stort og
tungt som kirkedøren,
intet så uhåndgribeligt som
dørhåndtaget,
vejen til Gud i
hans fjerne fæstning med
et lille blafrende lys.
Og uanset hvor hårdt jeg prøvede,
var min mors hånd
altid nødvendig.
Udover hende husker jeg også
hendes stemme, som hun
sænkede ved indgangen
til kirken, men også
hendes gang på tæerne.
Hun var kun så stille,
når hun listede ind
i værelset,
hvor min far, sov
træt af det hårde arbejde.
Oversat fra kroatisk af Milena Rudež og Frej Larsen
Jusuf-Jusa Nikšić (1925–2020: Na kraju kao i na početku / Til sidst som til begyndelsen (1967)
Violet menuet
Fra: Sjene, sve dulje / Skyggerne bliver længere (2012)
Når farverne dør bort, holder den violette
længst stand. Melankolsk, henført,
sitrende gemmer den sig.
Hvem ved om det overhovedet er en farve?!
Måske er det bare et forhæng mellem
dette sted og intetsteds. Et spindelvæv?
Når ordene dør bort,
er det sidste ord der dør mor.
Det holder stand med en kærlighed
som gør det lettere for os at passere
igennem forhænget. Der er violet!
Kærligheden over for døden er et bedrag
– og grunden til at farven violet eksisterer.
Oversat fra kroatisk af Jane Kabel
Et forsøg på at forhandle med døden
Fra: Sjene, sve dulje / Skyggerne bliver længere (2012)
Selv Gud hvilede på den syvende dag,
kun hun har aldrig fri. Døden!
Ingen mulighed for at hvile sig på, tage på tur,
gå til fest, til bryllup, spille kort
på plejehjem. Ingen mulighed for at fare vild,
være sulten, være fuld, glemme tiden med børnene
i støvet, at sove længe en dårlig regnfuld dag eller
lægge sig syg et par dage med varm te.
Selv Gud hvilede på den syvende dag.
Hej død, vær min elskerinde i dag,
gå ingen steder i dag, glem alt,
forlad ikke min seng. Vær glemsom,
du skamløse! Gå ikke, selvom jeg skuffer dig,
jeg er en dårlig elsker og en dårlig
dødelig for altid. Nåh, det kan du
vel tillade dig en enkelt gang.
Željko Ivanković
Oversat fra kroatisk af Milena Rudež og Frej Larsen
Forfatterfoto af Roni Brmalj
Ova stranica dostupna je i na:
SE