Monika Herceg

Poetski pasaž

Muhe

Iz: Lovostaj (2019)

Ne vjerujem više mačkama jer ne prilaze kad im ostavljam hranu,
odugovlače vlastito pripitomljavanje
tjerajući me da satima sjedim
udišući svježe pokošeno sunce,
piljevinu odrezane bradavice
Koža otpada od manjka dodira,
ljeti je teže oduprijeti se prirodi lubenice
pa razrezana na tanke kriške
puštam da dugi dani zagrizaju u mene
i pljuju koštice
Tjeram muhe koje se skupljaju oko komadića mesa
kao da govorim krznatima šic
Zujanje prekopava smolu u ušima,
osjetim kako želja za raspadom
postaje jača od želje za prijateljstvom
Od samoće me zebu noge
ujutro bole kao da su dugo stajale na vjetru

Ako mačka predugo ostane na istom mjestu,
šape joj proklijaju i pretvori se u stablo

Mrmljaju mamografije
Tko je žena bez dojke?

sitne smrti

Iz: Početne koordinate (2018)

glasno dišemo zbog nesnosne sparine
spavajući u istoj sobi
tjeskoba je teža od zraka
ispuni prostor poput ugljičnog dioksida
pa se pogušimo u košmaru
u očevom se snu koti praznina
kao zlatice na krumpiru
dok u potpunosti ne unište nasade
svako malo nakašlje se
poput mačka koji izbacuje
klupko dlaka
brat škrguće zubima
majka je nepomična
stisnutih usnica
nalik na sliku gospe kojoj se moli
nekad se nagnem nad njeno lice
da provjerim diše li

osluškujem i
kako prerastamo već tijesne cipele
kako nam tamni kosa
i troši se hrskavica dok trčimo
vani izgara atmosfera
a u nama gore dječja tijela
kao rođendanske svjećice
dovoljno brzo da se ujutro
ne sjećamo

brat

Iz: Početne koordinate (2018)

imao je dječju paralizu kao mali
i bacali su ga neprestano u mrzlu vodu
da ohlade njegove užarene organe
a on je tek udahnuvši gorio
kao da je udomio nuklearne procese zvijezda

možda je kasnije uskočio sveti ante
kad se bogu nije dalo
pa je prohodao makar su pročitali još tri bolesti
u njegovom spužvastom kosturu

u glavi je uzgajao neimenovane ptice
s kojima je pričao češće nego s ljudima
ostalo je još nešto od užarene sunčeve korone
ispod njegove neiskusne kože
i ponekad
kad nitko ne gleda
svijetli u mraku

Monika Herceg
Fotografija autorice: Sandra Šimunović

Monika Herceg, rođena 1990. u Sisku, hrvatska pjesnikinja, dramatičarka, scenaristica (napisala sedam drama), urednica, društvena aktivistica, feministica i zagovornica ravnopravnosti žena i prava migranata. Debitirala je 2018. zbirkom poezije Početne koordinate, nakon čega su uslijedile zbirke poezije Lovostaj, 2019. i Vrijeme prije jezika, 2020. Svoj prvi roman Ovdje počinje šuma objavila je 2026. Njezina poezija prevedena je na deset jezika – engleski, njemački, albanski, grčki, litavski, makedonski, poljski, slovenački, srpski i ukrajinski.

Izbor njezinih pjesama objavljen je na francuskom (Ciel sous tension, L’Ollave, 2019.) i Početne koordinate na makedonskom, u sklopu nagrade Mostovi Struge. Dobitnica je nekoliko književnih nagrada, a najnovija je Europski pjesnik slobode 2024. godine.

Poetisk passage

Flugorna

Från: Utanför jaktsäsongen (2019)

Jag litar inte längre på katterna för de kommer inte när jag ger dem mat
de drar ut på sin egen tämjning
genom att låta mig sitta timvis
och inandas den nyslagna solen,
sågspånet från en avskuren bröstvårta
huden flagnar av brist på beröring
sommartid är det svårt att motstå vattenmelonens natur
så skurna i tunna skivor
låter jag de långa dagarna bita i mig
och spotta ut kärnorna.

Jag driver undan flugorna som svärmar kring ett köttstycke
som när jag säger »schas« till pälsdjuren
Surrandet gräver sig igenom vaxet i mina öron
Jag känner hur längtan att bryta ihop
blir starkare än längtan efter vänskap
Mina ben skälver av ensamhet
på morgonen värker de som om de stått länge i vinden

Om en katt blir kvar på samma plats för länge,
börjar deras tassar gro och den förvandlas till ett träd

Mammografierna mumlar:
Vad är en kvinna utan bröst?

pyttesmå dödsfall

Från: Startkoordinaterna (2018)

vi andas tungt i den outhärdliga hettan
och sover i samma rum
ångesten är tyngre än luften
den fyller rummet som koldioxid
så att vi kvävs som i en mardröm

i pappas dröm ynglar tomheten av sig
som koloradobaggar på potatis
ända tills sådden helt förstörts
emellanåt hostar han till
likt en katt som kastar upp
en hårboll
min bror gnisslar tänder
mamma är orörlig
med sammanpressade läppar
likt bilden av Vår Fru som man ber till
ibland böjer jag mig ner över hennes ansikte
för att kontrollera om hon fortfarande andas

jag lyssnar också till
hur vi växer ur våra redan alltför trånga skor
hur vårt hår mörknar
och brosken slits ut medan vi springer
därute bränns atmosfären upp
och inom oss brinner barnkroppar
som små födelsedagsljus
snabbt nog för att vi nästa morgon
inte ska minnas.

bror

Från: Startkoordinaterna (2018)

han hade barnförlamning som liten
och man kastade honom oupphörligen i iskallt vatten
för att kyla ner hans rödglödgade organ
men han brann så snart han hämtade andan
som om han inrymt stjärnornas nukleära processer
kanske hoppade den helige antonius in senare
när gud inte längre iddes
så att han kom på benen, man fann i alla fall
tre sjukdomar till
i hans svampaktiga skelett.

i sitt huvud födde han upp ej namngivna fåglar
som han pratade oftare med än med mänskorna

det fanns fortfarande något kvar av den glödheta solkoronan
under hans oskuldsfulla hud
och ibland
när ingen såg på
lyste den i mörkret.

Monika Herceg
Översatt från kroatiska av Pontus Lindgren-Ciampi
Författarfoto av Sandra Šimunović

Monika Herceg, född 1990 i Sisak, är en kroatisk poet, dramatiker, manusförfattare (hon har skrivit sju pjäser), redaktör, samhällsaktivist, feminist och förespråkare för kvinnors jämställdhet och migranters rättigheter. Hon debuterade 2018 med diktsamlingen Početne koordinate, följd av diktsamlingarna Lovostaj (2019) och Vrijeme prije jezika (2020). Sin första roman, Ovdje počinje šuma, gav hon ut 2026. Hennes poesi har översatts till tio språk – engelska, tyska, albanska, grekiska, litauiska, makedonska, polska, slovenska, serbiska och ukrainska.

Ett urval av hennes dikter har getts ut på franska (Ciel sous tension, L’Ollave, 2019), och Početne koordinate har utkommit på makedonska inom ramen för Strugabroarnas pris (Mostovi Struge). Hon har tilldelats flera litterära priser, varav det senaste är Europeisk frihetspoet 2024.

Poetisk passage

Fluer

Fra: Udenfor jagtsæsonen (2019)

Se även

Poet Nr 1 (2026)

Lidija Pavlović-Grgić

Jeg stoler ikke længere på katte,
de kommer ikke, når jeg giver dem mad,
de udsætter deres tæmning
ved at lade mig sidde i timevis
indånde den nyslåede sol,
savsmuldet fra en afskåret brystvorte.
Huden falder af på grund af manglende berøring
om sommeren er det sværere at modstå vandmelonens natur
så skåret i tynde skiver,
lader jeg de lange dage bide af mig
og spytte kernerne ud

Jeg jager fluer væk, der samler sig omkring et stykke kød,
som når jeg hvæser af de pelsede
En summen graver i voksen i mine ører.
Jeg føler ønsket om et brud blive
stærkere end ønsket om venskab.
Jeg fryser i benene af ensomhed
om morgenen gør de ondt, som har de stået længe i vinden.

Hvis en kat bliver på det samme sted for længe,
spirer dens poter – og den bliver til et træ.

Mammografierne mumler
Hvem er en kvinde uden et bryst?

bittesmå dødsfald

Fra: De startkoordinater (2018)

vi trækker vejret højt i den uudholdelige varme
sover i det samme rum
angsten er tungere end luften
fylder rummet som kuldioxid
så kvæles vi i mareridt

tomheden formerer sig i min fars drøm
som coloradobiller på kartoflerne
indtil de fuldstændig ødelægger hele marken
indimellem hoster han
som en hankat, der kaster
en hårbolle op
min bror skærer tænder
min mor ligger helt stille
med sammenpressede læber
som et billede af vor frue, som man beder til
somme tider bøjer jeg mig over hendes ansigt
for at tjekke, om hun stadig trækker vejret
jeg lytter også efter
hvordan vi vokser ud af vores allerede for små sko
hvordan vores hår bliver mørkere
og brusken slides ned, når vi løber
udenfor brænder atmosfæren
og indeni os brænder børnenes kroppe
som fødselsdagslys
hurtigt nok til at vi ikke kan huske det
næste morgen

bror

Fra: De startkoordinater (2018)

han havde polio som barn
og igen og igen kastede de ham i koldt vand
for at køle hans glødende organer
men han brændte, når han trak vejret
som husede han stjernernes fusioner

måske trådte sankt antonius til
da gud ikke længere gad
han kom på benene, skønt de fandt tre sygdomme mere
i hans svampede skelet

han opdrættede unavngivne fugle i sit hoved
som han oftere talte med end mennesker

der var stadig noget tilbage af den rødglødende korona
under hans uerfarne hud
og somme tider
når ingen så det
lyste han i mørke

Monika Herceg
Oversat fra kroatsik af Milena Rudež og Frej Larsen
Forfatterfoto af Sandra Šimunović

Monika Herceg, født 1990 i Sisak (Kroatien). Kroatisk digter, dramatiker, manuskriptforfatter (har skrevet syv skuespil) og redaktør. Hun er populærvidenskabelig aktivist, feminist og fortaler for kvinders ligestilling og migranters rettigheder. Debuterede i 2018 med digtsamlingen Početne koordinate (Førstekoordinaterne), der efterfulgtes af digtsamlingerne Lovostaj (Udenfor jagtsæsonen), 2019, og Vrijeme prije jezika (Tid før sprog), 2020. Har udgivet sin første roman Ovdje počinje šuma (Her begynder skoven) i 2026. Hendes poesi er oversat til ti sprog – engelsk, tysk, albansk, græsk, litauisk, makedonsk, polsk, serbisk, slovensk og ukrainsk.

Et udvalg af hendes digte er udgivet på fransk (Ciel sous tension, L’Ollave, 2019) og Førstekoordinaterne på makedonsk, som en del af prisen Mostovi Struge (Strugas broer). Hun har modtaget adskillige litterære priser, senest European Poet of Freedom Award i 2024.

Det här inlägget finns även på: BA